søndag den 28. oktober 2007

Venner, netværk og kreative udfordringer

Når de første skridt er taget og navigation, kommunikation og omverdensorientering så småt udvikler sig, skabes der ofte mere vedvarende sociale kontakter og netværk. Det er nemt at skabe netværk med virtuelle venner men også at organisere grupper med et formål. Mens man tager de første skridt, er det især vennerne, der har interesse. Hvis man møder en avatar og får en god chat, er det en klassisk gestus at sende en venskabsinvitation – og den bliver som regel besvaret positivt. Støt og roligt opbygger man på den måde en vennekreds. De sociale kontakter er en af de væsentligste drivkræfter for mange af de indbyggere, der er i Second Life over længere tid.

Dertil kommer de kreative udfordringer, der er ved at designe sig selv og sin egen verden, virtuelle ting og tegn eller kulturelle events, der kan spænde fra musikeres optræden til kunstgallerier. De ligger også højt blandt de motivationsfaktorer, vi kender til på nuværende tidspunkt. De kreative udfordringer viser sig især i de formålsrettede og mere organiserede aktiviteter i den virtuelle verden. Det kan være ønsket om at købe en virtuel ø i Second Life for at indrette den som en simulering af øko-systemer og miljø, hvor komplekse sammenhænge kan visualiseres i rum, det er muligt at færdes i. Det kan være ønsket om at skabe en virtuel virksomhed, der designer virtuelle produkter eller udlejer virtuelle lokaler og faciliteter samt rådgiver andre om, hvordan de kan bosætte og indrette sig. Og det kan være virtuel uddannelse som for eksempel min workshop for studerende fra faget KommunikationRoskilde Universitetscenter. Men det kan også være et virtuelt eksploratorie for sociale eksperimenter. Forhold som samarbejde, ledelse, roller og ansvar, teambuilding og konflikthåndtering er blot eksempler på nogle af de emner, der kan eksperimenteres med i den virtuelle verdens eksploratorier.

Fra min artikel om SL i Kultur & Fritid, 2007

Ingen kommentarer: