fredag den 20. april 2007

Avatarer og deres sociale liv, 1

Et foredrag holdt i Second Life i samarbejde med Roskilde Library Hangouts. Forskningens Døgn, 27-28. april 2007.

Min første avatar kom til verden en oktober eftermiddag 2002. Hun hed Chenet. Det var i en anden verden, og hun var en anden avatar end Chenet Shan og Chenet Jewell, der er mine avatarer her i SL. Som I kan se, har jeg stadig mit navn fra den allerførste avatar, om end det er med variationer. Det vender jeg tilbage til.

Jeg havde aldrig været avatar i en virtuel verden og heller ikke mødt andre avatarer, før jeg startede eksperimenterne i 2002. Det har jeg sidenhen og i forskellige typer. Mine første skridt som avatar blev taget i Active Worlds, der minder om SL blot i en tidligere og mindre avanceret form. Skridtene blev taget i en europæisk forskergruppe, der fandt sammen i et EU forskningsprojekt om virtuelle uddannelser og videndeling. Vi ville se om 3D verdener kunne bruges til noget.

Siden har jeg mødt mange avatarer også de mere drabelige, der færdes i de virtuelle verdener, som går under den ikke helt mundrette betegnelse Massively Multi-User Online Role-Playing Games eller MMORPG’erne. Det er verdener og avancerede masserollespil som fx EverQuest og World of Warcraft. Dem studerer jeg i mit igangværende forskningsprojekt: Actors and Avatars Communicating in Virtual Worlds.

Som en del af denne forskning er jeg nu i færd med at studere, hvad der går for sig i SL. Mit foredrag bygger altså på erfaringer og viden, der er høstet i min forskning siden 2002.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Glæder mig til at høre det

Anonym sagde ...

Vi ses